Flåter
Har du en kat, som kommer ud og er i nærheden af buskat og krat. Så kan du komme ud for, at flåter – en blodsugende parasit – hager sig fast på din kat. Her kan du få råd om, hvad du så gør.
Dyrehospitalet i Vordingborg – Flåter
Katte kommer ikke nær så ofte til dyrlægen som hunde – men på Evidensia Dyrehospital i Vordingborg er de fleste patienter katte. Dyrlæge og daglig leder, Lene Thaulow, fortæller her om de mest almindelige lidelser hos katte. Lopper og flåter er nogle af de store syndere.
Al Pacino smyger sig om hjørnet i døråbningen, stopper op et øjeblik og går så målrettet mod madskålen. Egentlig var han én af de vildkatte, der holdt til i Vordingborgs industriområde, hvor Evidensia Dyrehospital flyttede til for nogle år siden. Men i dag bor han inde og er én af klinikkens faste beboere. Han er kontaktsøgende og kælen – bare man ikke prøver at ae ham på maven. Der sætter han grænsen.
Dyrlægerne startede med at indfange vildkattene i fælder, da de flyttede hertil. Kattene blev neutraliserede, loppebehandlede og sat ud igen. Da en af de vilde katte havde killinger, blev der naturligvis sat killingefoder ud dagligt. En af de voksne katte, som også nød godt af det, var Al Pacino.
“Han var helt vild, vi kunne slet ikke komme i kontakt med ham, så efter at han var blevet neutraliseret og loppebehandlet, slap vi ham ud igen. Men den dag, killingerne var vokset op og ikke blev fodret længere, blev han pludselig tam,” fortæller Lene Thaulow med et smil. Hun er dyrlæge og daglig leder af Evidensia Vordingborg Dyrehospital.
Da der ikke længere var killingefoder udenfor, kiggede den store kastrerede hankat ind ad terrassedøren. Der stod mad- og vandskåle. Og så flyttede han ind. Han havde en god appetit, og det endte med, at han måtte på slankekur. I dag vejer han 8,8 kg efter at have tabt ca. ét kg.
Det er ikke bare Al Pacino, der har en særlig historie. Det har klinikkens andre katte også, og man er ikke et sekund i tvivl om, at dyrlæge Lene Thaulow og hendes kolleger har en stor kærlighed og interesse for katte. Faktisk er to tredjedele af klinikkens patienter katte.
Katteejere er ikke så flinke til at gå til dyrlægen
De mange katte på klinikken i Vordingborg skyldes ikke, at katteejere generelt går meget til dyrlægen med deres kat. Nok snarere, at klinikken tiltrækker klienter med katte, fordi katteejerne ved, at der både er interesse for og ekspertise i katte her på klinikken.
For generelt går katteejere ikke så meget til dyrlægen, som fx hundeejere gør med hunde. Tværtimod. Videncenter for Dyrevelfærd udgav først på året 2016 en undersøgelse af danskernes måde at holde kat på. Den blev offentliggjort i Dansk Veterinærtidsskrift, og i denne kunne man læse, at omkring halvdelen af Danmarks katte ikke bliver regelmæssigt vaccineret og derved heller ikke får et regelmæssigt sundhedstjek hos dyrlægen. Lene Thaulow har samme oplevelse:
“Generelt er katteejere ikke så gode til at passe på kattene, som fx hundeejerne er til at passe på deres hunde. Jeg tror, det skyldes, at katte får man gratis – hunde køber man, ” siger dyrlægen og skynder sig at supplere med, at det dog går i den rigtige retning.
Så mange katte – men hvad fejler de?
Kattene, der kommer på Vordingborg Dyrehospital, fejler meget forskelligt, men der er gengangere. “Der er nogle ting, som vi ser igen og igen. Det er f.eks. katte med infektioner efter bidsår, så er det nyrelidelser, og så ser vi også mange loppe- og flåtrelaterede lidelser,” fortæller Lene Thaulow.
Infektioner efter bidsår skal renses, og måske skal katten have antibiotika. Nyreproblemerne, som også ses ofte hos katte, er knap så simple at have med at gøre. For det første fortæller Lene Thaulow, at katte er rigtig gode til at skjule, at de er syge, og derfor finder dyrlægen oftest kun nyrelidelserne, hvis de leder efter dem. Og det gør Lene Thaulow og hendes kolleger.
Hun fortæller om et studie, de har lavet på klinikken, hvor alle katte, der ellers bare skulle vaccineres, blev undersøgt. Det viste, at omkring 25 procent af kattene, som så helt raske ud, faktisk havde nyreproblemer. “Det skyldes to ting, for det første er katte som nævnt gode til at skjule sygdomme, og for det andet, fordi nyrelidelsen blev opdaget tidligt i forløbet, ” forklarer dyrlægen.
Lopper og flåter giver kattene hudproblemer
“Så er der de loppe- og flåtrelaterede hudlidelser. Dem er der rigtig mange af, ” siger Lene Thaulow og lægger tryk på ”rigtig”. Hver gang der kommer en kat på klinikken med en hudlidelse, så regner hun med, at den har lopper, indtil andet er bevist. Det gælder både katte, der klør sig hele tiden, eller katte, der har sår.
Men når man taler om lopper, må man også komme ind på flåter. Det er ellers ikke noget, der har været så stor fokus på, når det gælder katte. Men det mener Lene Thaulow, at der skal laves om på: “Det er dumt ikke at give katte forebyggende behandling mod lopper OG flåter, for flåter er også ofte årsag til hudirritation på katte.”
Derimod mener hun ikke, at katte får flåtoverførte sygdomme på samme måde som mennesker og hunde.
“Jeg tror aldrig, at jeg har oplevet en kat blive syg af en flåtoverført sygdom, som fx borrelia. Men vi ser ofte, at katte kan få en byld eller infektion dér, hvor flåten har siddet, siger hun.
Men hvis katte ikke bliver decideret syge af flåter, er det så nødvendigt at give katte forebyggende behandling? Til det spørgsmål er Lene Thaulow ikke i tvivl: ” Ja. Både fordi flåter er ulækre, men bestemt også, fordi det generer katten, og de bliver stressede af det. Vi ser ofte, at kattene får reaktioner i huden pga. flåter. Det bliver ofte så slemt, at de mangler hår, og de får røde og irriterede områder, der kan være lige så store som en femkrone.”
Der er endnu en årsag til, at Lene Thaulow synes, man skal beskytte sin kat mod flåter.
“Vi ved faktisk ikke, om borreliose kan forårsage symptomer på katte. Men vi ved fx, at bakterien hos hunde kan være årsag til, at de senere får problemer med nyrerne. Og vi ser jo rigtig mange katte med nyrelidelser. Hvem ved, om det kan være det?” siger dyrlægen og holder en pause.
“Måske. Better safe than sorry, og samtidig slipper katten for irritation over at have en flåt siddende – og for generende hudinfektioner og sår, ” siger hun. Desuden kan man behandle sin kat forebyggende mod lopper og flåter på én gang: – Det er genialt, at man kan behandle sin kat for begge dele på én gang, og det er kan godt betale sig at vælge en behandling, der varer i tre måneder.”
De nyeste forebyggende lopper og flåtmidler kan man i øvrigt kun fås gennem dyrlægen. Det skyldes, at alle nye lægemidler ifølge en EU-lovgivning skal være på recept de første fem år. Det skal være med til at sikre, at evt. bivirkninger bliver indberettet.
“Når man alligevel er hos dyrlægen, kan man samtidig bede om et middel, der virker længere end bare én måned. Derved skal katten ikke behandles så ofte, og det er jo ikke alle katte, der er vilde med at få spot-on i nakken.”
Katte skal passes
Men loppe og flåtbehandling kan ikke stå alene. – Som alle andre dyr, skal kattene passes. Få dem også neutraliseret og vaccineret. Så har de det bedre, og de udgør ikke en smitterisiko for børn og voksne. Desuden bliver katte bedre til at fange mus og rotter, når de har det godt, dvs. at der ikke skal bruges så meget gift rundt omkring. Det er win-win for alle parter, siger Lene Thau.
Udover at katte er hyggelige kæledyr, så har de også en meget nyttig funktion, som Lene Thaulow synes, at man skal sætte fokus på: “Man skal reklamere meget mere for katte. Rotter og mus kan jo ikke blive resistente for katte, og studier viser, at katte kan holde bygninger fri for rotter, ” slutter Lene Thaulow.
Flåter
Flåten er en rund blodsugende parasit, der ofte ses på katte med fri adgang til buskads og krat. Flåten bider sig fast og fylder sig langsomt med værtsdyrets blod. De ligner små vorter og forveksles ofte med sådanne.
Fjern en flåt
Flåter fjernes effektivt efter, at de er bedøvet med æter, kloroform, sprit eller lignende. Hele kroppen drejes/nulres med uret, så de til sidst kan trækkes ud. Ellers brug en flåttang som vist på billedet (fås hos dyrehandleren eller på Inges Kattehjem webshop).
Hvis du trækker flåten ud med magt, risikerer du, at deres hoved bliver siddende i huden, hvor det kan blive årsag til et inficeret sår.